07
08
2021
 
Budolfi Kirke

Kl. 12:15

50DKK

Orgel og Opera

Budolfi Kirke byder på koncert med karismatiske Thomas Storm

Med sin nærmest fløjlsbløde baryton-stemme og karismatiske fremtoning er Thomas Storm en af landets mest efterspurgte, yngre sangere. Budolfi Kirke åbner dørene for en sommerligmiddagskoncert med et program, der præsenterer nogle af de mest ikoniske arier for baryton-solister. Sammen med Aalborg Domkirke organist Jørgen Ellekilde i rollen som akkompagnatør vil Thomas Storm synge uddrag fra de helt store operaklassikere: Figaros Bryllup, Tryllefløjten, La Traviata og Puccinis Edgar. Programmet giver også plads til musik fra Wagners Tannhäuser, foruden tyske lieder og et enkelt visit i musicalens verden.

Thomas Storm er en formidabel sanger. Med en overbevisende scenisk fremtoning og en stemme, der er rig på nuancer og kropslighed, mestrer han sit repertoires mangfoldighed af udtryk og stemninger til fulde. Efter sin debut på Det Kongelige Teater i 2009 har han sunget flere partier på nationalscenen, heriblandt rollen som Schaunard i Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis La Bohème. Thomas Storm er en hyppig gæst på alle landets operascener og har desuden sunget koncerter flere steder i Europa, Asien og USA.

Glæd dig til en middagskoncert rig på store musikalske indtryk og udtryk, når Thomas Storm gæster Aalborgs Domkirke.