06
08
2021
 
Musikkens Hus

Kl. 19:00

DKK 75

Aalborgsange

Ny sangforestilling skabt af sårbare borgere i Aalborg

Aalborg Operafestival præsenterer i samarbejde med Ung Aalborg, Kulturvitaminer, Den Rytmiske i Nordkraft, Aktiv med demens, Aalborg Universitet og Nordkraft Big Band afslutningen på et fire måneder langt forløb, hvor 35 borgere med psykiske eller fysiske udfordringer sammen har skabt forestillingen Aalborgsange.

De unge og voksne i alderen 16 -80 år har arbejdet med sange og oplevelser, som har betydning for dem.De har mødtes løbende og gennem sang og tekster udvekslet idéer, tanker og følelser og skabt deres egne tekster og sange udsprunget af samværet. I kreativ dialog med den manchesterbaserede komponist Michael Betteridge er dette sat sammen til en smuk, tværæstetiske forestilling, som nu får premiere i Koncertsalen i Musikkens Hus.

Deltagerne vil, i det omfang de har lyst, også være med på scenen til aftenens koncert. Andre vil være repræsenteret gennem lydoptagelser og deres tekstlige, musikalske og visuelle udtryk. Desuden medvirker professionelle operasangere og klassiske og rytmiske musikere, der på forskellig vis også er indgået i processen med deltagerne.

Værket er en del af projekt ”En tone i livet” hvor tre borgerinddragende musikalske værker skabes i et samarbejde på tværs af partnerskaber med kulturinstitutioner, kommuner, foreninger og NGO’er i henholdsvis Aalborg, Århus og Manchester. En tone i livet er skabt på initiativ af Den Jyske Opera i Århus og inkluderer, udover Aalborg Operafestival, også Royal Northern College of Music og Manchester Jewish Museum.

Aalborgsange er muliggjort med støtte fra Aalborg Kommune, William Demant Fonden og Enid Ingemanns Fond, Kulturvitaminer og Nordkraft Big Band. En tone i livet er støttet af Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond og puljen for Manchester-Aarhus-Aalborg-samarbejdet.

Medvirkende: 

35 deltagere fra Ung Aalborg
Kulturvitaminer
Den Rytmiske i Nordkraft
Aktiv med demens
Aalborg Universitet
Ingeborg Fangel Mo, mezzosopran
Helene Hvass Hansen, sopran
Frederik Rolin, baryton
Niels Bjerre, violin
Arthur Vetvik, violin
Kasper Lykke Hedegaard, bratsch
Gabriella Fuglsig, cello
Peter Lund Paulsen, trommer
Theo Benjamin Hjorth, klaver
Anders Ulfkjær Ammitzbøl, kontrabas