Afholdt
08
08
2021
 
Rebild Bakker

Kl. 13:00

270 - 295DKK

I Indgangen 350DKK

Opera i Rebild

Det bliver en eftermiddag fyldt med imponerende operaoplevelser i de allerskønneste omgivelser.

Store musikalske oplevelser i Nordjyllands smukkeste natur 

Et af festivalens helt store folkelige højdepunkter er operakoncerten i Rebild. Koncerten præsenteres af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi – og traditionen tro med konferencier Preben Kristensen som den morsomme og musikalske vært.


Årets solister er den unge stjernesopran Clara Thomsen, som modtog Aalborg Operapris i 2020. Hun ledsages af den italienske tenor Danilo Formaggia og den ukrainske baryton Boris Statsenko. Alle tre har de en imponerende og aktiv operakarriere. Også Kammerkoret Coro Misto under ledelse af Søren Birch bakker op om det musikalske – ja, vi lover en bjergtagende operaoplevelse mellem Rebilds bøgetræer.


Opera er som bekendt en genre der hylder de helt store følelser. Og med årets musikalske tema ´Magt og afmagt´ er der lagt op til både hjertegribende og dramatiske udpluk fra operaens repertoire.


Som altid inviteres publikum til at medbringe stole, tæpper og madkurv, og drage på musikalsk skovtur i bakkerne. Der fremføres værker af kendte komponister som Mozart, Verdi og Puccini, den danske komponist Poul Schierbeck og den mere ukendte italienske operakomponist Umberto Giordano.


Det bliver en eftermiddag fyldt med imponerende operaoplevelser i de allerskønneste omgivelser.